Kirke Værløse Kirke

Langt de fleste kirker i Danmark er bygget i løbet af middelalderen i århundrederne efter at kristendommer kom til landet. Kirke Værløse Kirke er en af disse gamle kirker. Det er en klassisk romansk landsbykirke, antagelig bygget omkring år 1200. Oprindelig har der blot været skib (med fladt bjælkeloft, ligesom man f.eks. kan se det i Måløv Kirke) og korparti. Menigheden kom ind i kirken gennem mandsøren (den nuværende indgangsdør til højre i kirken) og kvindedøren (til venstre, senere tilmuret).

I kirken stod man op og fulgte den gudstjeneste (eller messe) som præsten holdt ved alteret i koret. Der var ikke kirkebænke som nu. Bag alteret kunne man se det østvendte vindue i korrundingen, og på korrundingen over vinduet så man den tronende Kristus (Maiestas Domini) omgivet af de fire evangelistsymboler, altsammen malet i stærke farver. Man kan altså sige, at menigheden der kom i kirken i middelalderen, havde livets og verdens mål og mening for øje. De så lyset fra øst der både symboliserer Kristi komme til jorden og det gudsrige, der skal bryde frem ved verdens ende. De så Kristus som den der har fået "lagt alt under sine fødder" (1. Korinterbrev 15:27). De så et billede af det håb om kommende herlighed, der er givet med det kristne evangelium.

Døbefonten stod dengang sikkert lige inden for kvindedøren eller måske midt i kirkeskibets nedre del. Den er hugget i ét stykke og smykket med såkaldte rebsnoninger, der både kan opfattes som et tegn på dåbens beskyttende kraft og som et evighedssymbol. Endnu i middelalderen fik skib og kor både hvælvinger og større vinduer, og tårnet blev opført. I tårnrummets fire hjørner ser man to mands- og to kvindehoveder (svarende til mands- og kvindesiden i kirken).

Også efter at den lutherske reformation blev indført i Danmark i 1536, kom der ændringer i Kirke Værløse Kirke. Døbefonten blev flyttet frem i kirken. For reformatorerne var det vigtigt, at dåben ikke blot blev opfattet som"adgangstegn" til kirken. Dåbshandlingen skulle også være forkyndelse af Guds nåde for den forsamlede menighed. Derfor blev døbefonten anbragt, så alle bedre kunne se, hvad der foregik.

Kirken blev nu først og fremmest en ordets kirke. Der kom bænke i kirken og en prædikestol, så alle kunne se præsten og høre, hvad der blev sagt. Prædikestolen i Kirke Værløse Kirke er fra midten af 1600-tallet. På siderne er der udsåret figurer, der symboliserer de fire evangelier og hoveddyderne: tro, håb, kærlighed, klogskab og retfærdighed (Fra gammel tid har man regnet med i alt syv hoveddyder: tapperhed og mådehold mangler). På manuskriptpulten står der en påmindelse til præsten: Nec minere nec addere. Det er latin og betyder: "Hverken formindske eller tilføje", og det svarer helt til det løfte, enhver luthersk præst aflægger om at forkynde evangeliet "rent og purt".

Også i nyeste tid har Kirke Værløse Kirke ændret udseende. I 1973 blev kirken restaureret. Det lille vindue i koret, som havde været muret til, blev åbnet igen, og det gamle alterbillede blev erstattet af Mogens Jørgensens lysaltertale. (Det gamle alterbillede fra det 19. århundrede hænger nu på skibets sidevæg til venste for indgangen. Det viser Marias bebudelse).

Lysaltertavlen forener noget ældgammelt og noget helt moderne. Formgivningen er moderne, men samtidig er lyskompositionen i overensstemmelse med korrummets oprindelige idé: at vi skal se mod lyset. De mange små lys tegner tilsammen billedet af en flammende ild. Ilden er symbolet på Gud Helligånd, sandhedens og kærlighedens ånd, som lever og virker i kirkens forkyndelse og i vores liv som kristne.

Alterkalk og det øvrige altersølv er fra tiden efter reformationen. Sammen med døbefonten er altersølvet kirkens vigtigste inventar. Det benyttes ved de to hellige handlinger, dåben og nadveren, som vi kalder sakramenter, og som er indstiftet af Kristus selv.

Kirkens to klokker er begge fra tiden omkring år 1600. De har gennem fire hundrede år kaldt sognets folk til kirke. De har kimet for brudefolk og ringet for de døde. Og de minder os morgen og aften om, at vi skal sige Gud tak for livet og under alle forhold vende os mod Ham.

Kirken har gennem tiden ikke blot været gudstjenestested, men også stedet for sognets døde. I ældre tid blev fremtrædende folk i sognet begravet under kirkegulvet. Det minder ligstenene i våbenhuset os om. Og i alle århundrederne har jorden omkring kirken været begravelsesplads. Den er omkranset af den hvidkalkede kirkegårdsmur, der for en dels vedkommende er fra middelalderen. Det gælder også den lille låge mod vest i nordmuren.

Men kristendom er ikke blot det, der foregår i kirken og på kirkegården. Kristendommen omfatter hele livet, og at leve som kristen er at være til for andre. Det bliver vi håndfast gjort opmærksm på, når vi lige inden for kirkedøren ser den gamle jernbeslåde pengeblok. Det har altid hørt med til kirkegangen at samle penge ind til mennesker, der er i nød eller på anden måde trænger til hjælp.

 

 

Restaureringen af kirketårnet

om mange sikkert har bemærket, har der i længere tid været arbejdet med fugerne i kirketårnet. Ikke noget særligt kønt syn med stilladset, men desværre nødvendigt.

Tårnets fuger blev renoverede i 1996. De fleste af fugerne var formentlig originale fra tårnet blev bygget ca. år 1400 - et par hundrede år efter selve kirken. I tidens løb var de blevet møre og hullede i overfladen.

Efter Nationalmuseets råd, vejledning og tilsyn blev de yderste 3 cm af fugerne på de øverste 10 meter af de tre tårnsider samt hele sydsiden fræset ud og fuget med moderne "restaureringsmørtel". Imidlertid har det vist sig, at både mørteltype og udførelse i 1996 var uheldig. Allerede 12 år senere kunne man se svære skader på øverste højre side af vestgavlen. Det blev vedtaget at reparere skaderne straks næste forår. Men da man fik et lille stillads sat op i 2009, viste det sig, at der var masser af skader, som man ikke umiddelbart kunne se nedefra. Fugemørtelen kunne efter blot 12 år mange steder kradses ud med en finger, og de utætte fuger havde resulteret i omfattende fugtskader på murværket.

Siden har Nationalmuseet, Teknologisk Institut, en del af menighedsrådet, kirkens bygningssagkyndige, kirkeværge Jens Ledgaard samt murermester Ole Jensen, som udfører den nuværende restaurering, besigtiget skaderne øverst på tårnet.

Alle var enige om, at det udførte arbejde er materialemæssigt forkert (fugerne er svage, slipper stenene, revner og smuldrer) og den håndværksmæssige kvalitet er mange steder ringe (de nye fuger er ikke alle steder trykket ind til fast kontakt med den gamle fuge 2-5 cm inde, så der kan være store hulrum.)

Restaureringen i 1996 skete efter licitation med tidsfrister for, hvor længe der måtte være opstillet stillads af hensyn til kirkens højtider, og det var måske ikke den bedste løsning, da materialerne kræver tid til at binde rigtigt af. De dårlige fuger har resulteret i synlige, alvorlige skader på mange af de gamle munkesten, og der er enighed om, at fugerne denne gang skal laves korrekt.

Det er imidlertid en videnskab at finde den rette mørtelopskrift til at fuge de munkesten, der blev brændt i middelalderen. Det skyldes dels, at de gamle håndværkstraditioner blev nedarvede, men ikke nedskrevne, og dels at moderne tider stiller krav om let levering af færdigblandede materialer og kort arbejdstidsforbrug. Til gengæld må man nøjes med en garantiperiode på 5 år - på en 800 år gammel kirke - og acceptere, at det gennem de sidste 50 år langsomt er blevet kutyme, at man ikke behøver at bruge håndværksmæssig omhu på det, der bagefter ikke kan ses.

Kirke Værløse Kirke er ikke ene om disse problemer, som har vist sig i mange af Danmarks ca. 1700 middelalderkirker efter de senere års restaureringer med moderne materialer, som alle troede ville være bedre, end hvad individuelle håndværkere kunne fremstille for 800 år siden.

Nationalmuseet har forgæves søgt at finde de nøjagtige opskrifter på middelaldermørtel. Murermester Ole Jensen har middelaldermurværk som hobby og har for egen regning, i samarbejde med Værløse Menighedsråd, gennem 8 år lavet mange forsøg med fremstilling af mørtler, baseret på analyser af bl.a. oprindelige mørtelklumper fra kirketårnet. Det har resulteret i en læskemørtel, som Ole Jensen selv blander med ingredienser fra særlige grusgrave. Kirken har betalt for en styrketest med overbevisende resultat hos Teknologisk Institut, og nu har Nationalmuseet og TI sagt god for Ole Jensens læskemørtel som det nærmeste, man kan komme de oprindeligt brugte mørtler, som jo har holdt i hundredvis af år.

Det er på baggrund af alle disse erfaringer, at det er besluttet at restaurere fugerne med læskemørtel af samme sammensætning som oprindeligt benyttet. (Læskemørtel, som er en ren kalkmørtel, hærder langsomt via ilt og må nogle steder påføres i flere omgange, medens moderne cementmørtler hærder hurtigt via vand - men til gengæld har egenskaber, der går dårligt med gamle byggematerialer, og som har medført mange skader landet over). Derfor har vi valgt at acceptere, at det tager den tid, der er nødvendig.