Kom ind fra gaden og bliv døbt

Stadig flere af landets kirker har gode erfaringer med drop in-dåb, hvor man kan komme direkte ind fra gaden og blive døbt. Nu er initiativet nået til Værløse kirke

De seneste mange år har Folkekirken fået et mere skarpt blik for en ny måde at være kirke på, fortæller sognepræst i Værløse og Hareskov Fritze Steiner-Johnsen. Dialogen er blevet bedre mellem den lokale kirke og de mennesker, der bor omkring den. Så nu tilbyder kirken også babysalmesang, børnerytmik, herresaloner, vandreture, sorggrupper og bryllupper på ganske almindelige hverdage. Og altså drop in-dåb for alle dem, der ønsker at blive døbt, men som aldrig rigtig fik det gjort af mange forskellige årsager.

Kan du fortælle lidt om, hvordan dåbsdagen kommer til at forløbe?

”Man møder op i kirken med sit ID og så bliver man vist hen til kordegnen, der udformer dåbsattesten.  Derefter er der en kort samtale med én af præsterne, som efterfølgende døber. Man er selvfølgelig velkommen til at tage familie eller venner med. Herefter ønskes der tillykke med et lille glas bobler.”

Så hvor mange forventer du at se?

”Det er selvsagt meget svært at svare på. Både i Farum og Ballerup har drop in-dåb været godt besøgt, så vi håber på mellem 10 og 20.”, fastslår Fritze Steiner-Johnsen.

Er der planlagt flere drop in-dåbsdage?

”Ikke lige i øjeblikket. Men vi er i gang med at forberede drop in samtaler. Det vil blive en dag, hvor man bare møder op i kirken og dér kan få en snak med en præst om alt mellem himmel og jord.”

 

FAKTA OM DROP IN-DÅBEN

·         Lørdag 26. okt. kl. 10-14 åbner Værløse Kirke dørene for dåb uden tilmelding eller tidsbestilling.

·         Man kan komme alene og blive døbt, eller man kan tage sin familie med.

·         Der vil være en dåbssamtale med en præst, og der vil være musik i kirkerummet, hvor dåbene foregår løbende.

·         Det eneste, man skal huske, er gyldig billedlegitimation, samt sit CPR-nummer.

·         Hvis man er under 18 år, skal man desuden have sine forældre med.

·         Hele seancen tager en times tid, og du får din dåbsattest med hjem i hånden.