Det indestængte liv

Sognepræst, Johannes Krarup, skriver i denne klumme om Sisyfos, Corona-begrænsninger og Gud som meningsgiver

”Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.  I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.  Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.  Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.  Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop.”
2. Korintherbrev 4,6-11

Ordene er skrevet ud af Paulus’ egen livssituation. Det er ord om den trængsel, som mødte ham ved at han valgte at tro på Jesus Kristus og stå i tjeneste for ham. Det er ord, vi kan tage til os, og give lov til at bevæge os, selvom vores situation til dels er en anden. Det er ord, som kan fylde os med håb, så vi ikke lader os fange af nuets begrænsninger. Det håb, som kommer til os igennem Kristus, oplyser vores fremtid, men også vores nutid.

Mange mennesker oplever sig indestængte i livet i denne Corona-tid, hvor adfærdsregler går frem og tilbage. Muligheder bliver os berøvet. Frihed som vi har taget for givet, tages fra os. Der er kommet mange ”du må ikke” og ”du skal”. Nogle mennesker oplever det at kunne rejse frit i verden som en afgørende del af deres forventninger til livet, livskvalitet og livsrytmer. I mange år er det blevet nemmere at rejse til den fjerneste afkrog i verden. Rejser har for mange været en stor inspirationslomme. Forventningens glæde til en rejse har givet lykkehormonerne dansende aktivitet i hjernen hos mange i hverdagens trummerum.

For nogle mennesker har nedlukningen ikke haft udelukkende negativ betydning. Livet har ikke nogen rimelig fordelende retfærdighed. Der er mennesker, som har oplevet mere tid til deres passioner. Her tænker jeg på de mennesker, der dyrker solosport, vandring, lystfiskeri, computerspil, litteratur osv.
Men man kan ikke komme udenom, at ensomheden er stigende i denne tid. Der er mennesker, som ikke kan bevæge sig, som ikke må få besøg. Der er mennesker, som ikke blev regnet med i den lille kreds på 10 personer, som myndighederne anbefalede. Der er flere mennesker nu, som bliver fravalgt eller er de sidste der bliver valgt til. Jeg tror, vi har en kristen pligt til at bekæmpe denne ubarmhjertighed.

Den franske forfatter, Albert Camus, har skrevet myten om Sisyfos. Det er en mytologisk fortælling om en mand, som gjorde sig dårligt bemærket hos guderne, og da guderne indfangede ham, idømte de ham den straf, at han skulle bære en tung sten op af et bjerg. Når han nåede toppen, skulle han slippe stenen, hvorefter stenen trillede ned igen. Straffen var en uophørlig straf, så Sisyfos igen og igen starte forfra med at bære stenen op.

Det er et fortællende og metaforisk billede på, hvordan vores liv kan blive indestængt i et håbløst gentagende liv. Når det, som skaber kulør og afvigelse i vores hverdag, bliver taget fra os, opleves meningsløsheden større. Kedsomhed melder sig også på bane og giver slidsår på sjælen. Eller hvis det er noget, som er en stor del af vores liv bliver taget fra os som en konkurs eller afskedigelse, så er man trængt i hjørnet, og det gør ondt på livet og udfoldelserne.

Vi kan være i en låst måde at se på livet. Hvis ikke vi ryster os ud af det, begynder opgivelsen at melde sig. Lad os minde hinanden om, at vi er stængt inde, men ikke er fængslede.

Englænderen G. K. Chesterton hævder, at det ikke er tilstedeværelsen af lidelse og smerte der giver modløshed. Det er snarere fraværet og udeblivelsen af glæde, som skaber modløshed og mangel på mening. Uden at forklejne smerte, lidelse og modgang, tror jeg der ligger en overraskende, vigtig sandhed gemt her.

Gud er meningsgiveren. Det kan vi som kristne ikke løbe fra. Nye adspredelser kan virke inspirerende en tid, men de kan ikke give den opfyldelse af menneskets længsel efter at være rodfæstet i en dybere mening. Heller ikke engang et liv i dybeste hengivelse for sin næste. Blaise Pascal sagde, at mennesket har et Gudskabt vakuum i sig, som alene kan fylde af Gud. Augustin talte også om en uro i hjertet, som ikke kunne slippe uden at Gud blev nærværende. Jeg tror at denne uro og længsel har fået lidt højere volumen i denne tid. Den bliver ikke mindre ved at krisen forlænges.

Det giver mening for os at bede Gud om, at der må skinne lys i mørke. Det giver mening at bede Gud om, at et lys må bryde frem, som skaber forandring i vores liv. Men mest af alt må vi give plads til Kristus, som er selve lysets kilde. Gud er det evige lys. Alle andre lyskilder dæmpes og udfases, men Guds lys blusser forsat med den samme kraft. Lad mig minde om en de store profeters ord: Glæde i Herren skal være jeres styrke!

Del dette: