Mød en medarbejder

Læs et interview med kordegn Margit Schandorph Fynbo, og få sat ansigt på kirken.

Hvad er du ansat som, og hvad indebærer jobbet?
Jeg er ansat som kordegn. Det vil sige, at jeg varetager en hel del personregistrering, fx vedr. nyfødte, dåb, konfirmation, vielse og dødsfald. Når folk har brug for kirken i livets overgange, er jeg som regel den første de får kontakt til. Det er så min opgave, at formidle en kontakt til en af sognets præster. Desuden er jeg med i sognets menighedspleje, som varetager forskellige diakonale opgaver.

Hvilken del af dit arbejde er du mest begejstret for?
Jeg har været ansat her i kirken i 28 år, og har haft kontakt til et hav af forskellige mennesker. Og den konkakt til præster, bedemænd, pårørende og kollegaer sætter jeg stor pris på.

Kan du fortælle en sjov episode fra arbejdet, som kan bringe et smil frem hos læseren? 
En søndag til højmessen, skulle jeg annoncere en indsamling til Kofoeds skole, som er et diakonalt-socialt projekt. I stedet for en neutral besked, gav jeg den hele armen, og fortalte med stort engagement om projektets grundlægger, og dets vidt forgrenede arbejde. Det resulterede i mange smil på læben, og 1300 kr. til Kofoeds skole.

Hvad er du optaget af, når du ikke er på arbejde?
Min familie som består af mand, børn og børnebørn og min lille gravhund naturligvis. Jeg elsker at gå lange ture på landet i Hornsherred, hvor jeg bor.

Del dette: