Courage - bon courage

Sognepræst, Caroline Kollenberg Thisted, skriver i denne klumme om at være til for hinanden på trods af modgang

Jeg er så træt. Og jeg er træt af at være træt. Og jeg er træt af at være træt af at brokke mig over at være træt. Ikke bare er pladen gået i hak, nej karrusellen er vist nær ved at gå i stå.

Det slår mig, at ikke bare holder vi afstand, ser færre, rører hinanden mindre – vi fylder også ængstelse, uro og ja brok ind i de relationer vi fastholder. Vi ved godt, hvorfor vi gør det. Vi gør det, fordi vi er bange. Bange og utilfredse. Nogen er bange for at blive syge, nogen er bange for at smitte andre. Mange er utilfredse; med de politiske beslutninger eller mangel på samme. Men verden bærer ingen entydighed for tiden. I samme onlinemøde kan én harcelere over at virussen ikke er farligere end influenza, og at verden skal åbne sig på ny, og en anden vil da krympe sig og mane til eftertænksomhed og ansvar. Og vi ved ikke længere, hvad vi skal mene. Så i stedet brokker vi os. Det kan lyde sådan her:

- Når vi nu alligevel ikke må noget af alt det sjove, hvorfor skal vi så blive ved med alt det sure?

- Når nu festerne og julefrokosterne og festivalerne er truet, hvorfor skal vi så knokle afsted på arbejde og indkøb?

- Er verden bare et surt pligtland?

- Er det meningsfuldt at slide sig ihjel uden adspredelse?

På gode dage husker vi alt det vi stadig må. Spise god mad. Se en film, der en anden gang undslap sig ens opmærksomhed. Betragte den falmende skov, som snart står brun og gul og gylden. Særligt driftige mennesker har sikkert også købt forårsløg, som skal sættes her i efteråret, for måske vil livet så ikke bare blomstre, men endda antage flere kulører til næste forår.

Men hør her. Selvom morgenerne er mørke og vi går en kold tid i møde, så må vi finde ind til det livsmod, der bor i mennesket. Det, der tåler at vi rammes på det nære og det kære. Er meningen med vores liv overhovedet bundet af opfyldelsen af en hedonistisk længsel? Er nydelse formålet med at vi er til? Kan vi få trukket skællene fra vores øjne og se at livet på de præmisser vi har i denne vores så sære tid; ja det er fortsat meningsfuldt.

For selvom vi må holde afstand, så må vi ikke forpasse, at vi er til for hinandens skyld. Det er vi til hver en tid under alle vilkår. Vi er til for hinandens skyld. Så hvad kan du stadig? Du kan stadig gå i biografen og du kan stadig gå til koncert. Du kan stadig plukke æbler og bage en kage. Og du kan gå en tur i skoven. Men det vigtige er ikke alt det og meget mere til, som du stadig kan. Det vigtige er at du kan gøre det FOR nogen. Ja at vi må lufte hinanden. Så inviter én med ud i verden og bak op om din lokale biograf samtidig. Bag din kage og aflever to stykker til din kollegas aftenkaffe; de får sikkert en bedre aften, ikke bare pga kagen, men fordi nogen rakte ind i deres aften i kraft af kage. Det handler jo aldrig rigtig om kagen, vel. Og du kan tage et af de mennesker, som du stadig ser, med ud i skoven. Det kan endda være et af de mennesker du ikke ser tæt eller indenfor eller krammer. Det kan være en, som ikke er i din inderste cirkel, men som du savner og som skal luftes. Og i skoven er det trygt at gå med afstand.

For når vi tager på os, at vi er her for hinanden og vi ser, hvor lidt der i virkeligheden skal til, så kan det være, at ikke kun skoven falmer, men også ængstelsen og brokkeriet ikke mindst. Og da kan det være, at de mørke dage lyses lidt op igen. Og indtil da; så sæt lige ti blomsterløg i din have eller i en potte. Til påmindelse om at livet altid er stærkest og kærligheden vender altid tilbage. For kærligheden; den tåler alt.

Del dette: