Mød en medarbejder

Herunder kan du læse et interview med kirketjener, Flemming Eskildsen

Hvad er du ansat som, og hvad indebærer jobbet?
Jeg er ansat som kirketjener ved Hareskov/Værløse Sogne. Det indebærer, at jeg kommer rundt til alle tre kirker i sognene, og derfor også samarbejder med alle præsterne i de to sogne. Arbejdet som kirketjener er alsidigt, og jeg løser mange forskellige opgaver.
Klargøring af kirkerum før gudstjenester, begravelser, dåb og bryllupper, men også ved andre former for arrangementer som Gud og Spaghetti, stillegudstjeneste og andet. Sommetider assisterer jeg musikalsk med lidt guitar eller klaver ved minikonfirmandundervisning, børnearrangementer eller lignende, når organisterne har fri. Det er sjovt, og jeg sætter stor pris, også på den del af jobbet. Til arbejdet hører også indkøb, anretning af mad, borddækning, oprydning og rengøring før og efter arrangementerne. Det indebærer, at jeg som kirketjener er den sidste som forlader kirken, og sørger for at der er pænt og rent til næste dag.

Hvilken del af dit arbejde er du mest begejstret for?
Som kirketjenere er vi ofte de første som folk møder, når de kommer til kirken. Jeg forsøger at gøre en dyd ud af, at alle føler sig set og budt velkommen i kirken. Nogle har måske brug for en lille snak, andre en kop kaffe eller en rundvisning i kirken. Jeg sætter stor pris på de møder med mange forskellige mennesker.


Kan du fortælle en sjov episode fra arbejdet, som kan bringe et smil frem hos læseren?
Ind imellem, kan det gå lidt hurtigt og ting kan "smutte". Jeg husker en lørdag, hvor vi havde tre på hinanden følgende dåbsgudstjenester. Man skifter naturligvis vandet ud mellem dåbsgudstjenesterne, men ved den sidste gudstjeneste, havde jeg godt nok tømt døbefonten, men havde glemt at hælde vand op i kanden. Jeg opdagede det først EFTER gudstjenesten var gået i gang, så jeg fik pludselig travlt med at hente vand! Her handler det naturligvis om at bevare roen, så det ikke forstyrrer den store dag for forældre og gæster. Jeg tror ikke andre end præsten bemærkede noget, og vi morede os lidt over det bagefter....


Hvad er du optaget af, når du ikke er på arbejde?
Når jeg har fri, bruger jeg meget tid på at færdes i naturen, og særligt fugle har min store interesse. Forår og efterår bruger jeg meget gerne på Danmarks bedste fugletræksteder, men der har også været lidt rejser til steder i udlandet. Vi har også et fritidshus i skoven i Småland, hvor vi kommer så ofte vi kan.

Del dette: