Mød en medarbejder

Her kan du læse et interview med Kirke- og kulturmedarbejder, Louise Kirstine Krarup

Hvad er du ansat som, og hvad indebærer jobbet?
Jeg er ansat i Hareskov Kirke, som det der hedder kirke- og kulturmedarbejder. Det vil sige, at jeg mest arbejder med de aktiviteter, der er UDENOM de almindelige kirkelige handlinger. Jeg har hovedsageligt med børn at gøre og underviser fx i babysalmesang og kirkerytmik, og så laver jeg minikonfirmandundervisningen for 3. klasser. Derudover står jeg for at arrangere godnathistoriearrangementet ”Herre Gud og sov godt!” og er gøgler for præsterne, når de arrangerer deres julegudstjenester for skolerne, og der fx skal være noget rollespil.
Jeg er også med ved alle familiegudstjenester. Som noget nyt har jeg været med til at skabe vores månedlige udendørs morgensang foran kirken.
Udover det sidder jeg også med kirkens Facebook og laver en del kommunikationsarbejde.
 

Hvilken del af dit arbejde er du mest begejstret for?
Jeg kan godt lide at se, at mit arbejde gør en forskel for andre. Mit arbejdsområde er indenfor
kirkens sociale arbejde, det man kalder diakoni, som ret beset er at drage omsorg for medmennesket. I et ressourcestærkt område som Hareskovby tages der nogle andre greb end fx Tingbjerg, hvor jeg også arbejder. Jeg elsker, når jeg her i Hareskov Kirke er med til at skabe rammer for ro og nærvær for fx forældrene til babysalmesang, børnefamilierne til `Herre Gud og sov godt´ eller når jeg kan mærke begejstringen for fællessangen og den fysiske opvarmning hos de fremmødte til morgensangen.
Jeg har en kandidatgrad i musikvidenskab, teatervidenskab og kommunikation, og så er jeg ud af en præsteslægt, der var ubrudt i 6 generationer – og jeg føler, at jeg er landet på rette hylde nu.


Kan du fortælle en sjov/pinlig episode fra arbejdet, som kan bringe et smil frem hos læseren?  
Jeg vikarierede engang som kirkesanger til en gudstjeneste, og det er ikke noget jeg gør tit, så jeg var ikke helt bekendt med den salmebog med noder, som man synger fra der. En del af sangerens job er også at vinke til organisten, når man starter på sidste vers. Der var så en velkendt salme, som jeg fik cuttet tre vers af, fordi jeg ikke bladrede om på næste side! Jeg har også engang grebet samme nodesalmebog, da vi skulle synge med konfirmanderne. I den bog står første vers kun oppe i nodelinjerne. Jeg startede derfor lige på og hårdt med 2. vers og brægede højest igennem indtil jeg var færdig – og alle de andre havde et vers tilbage…!

 

Hvad er du optaget af, når du ikke er på arbejde?
I disse år fylder familien mest. Jeg har fået mig en aktiv efternøler på 2 år, så med ham og to teenagedøtre er der rigeligt at se til! Vi har en kolonihave i Valby med et mægtigt fællesskab og en masse gode mennesker og børn, så hele sommerhalvåret hænger jeg mest bare ud der.

Del dette: