Læs Carolines juleprædiken til jer

Her kan I læse Caroline Kollenberg Thisteds juleprædiken

Juleaften 2020


Salmevalg:

1.                   94 Det kimer nu

2.                   120 Glade jul

3.                   121 Dejlig er jorden

 

Juleevangelium

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

Lukasevangeliet 2,1-14

 

Prædiken

Jeg tænkte…øøhhh… hvad gør I til jul?

Hvad mener du?

Ja, altså… det er vel vores år i år, eller hvad tænker I? Nu med corona og sådan?

Jamen, jeg ved ikke… vi tænker at det hele er så underligt og oldemor er gammel, så måske vil vi gerne være ikke så mange.

Nå ja…

Men altså… hvad gør du så?

Ja deeet… det ved jeg ikke rigtig…

 

Antallet af samtaler af den slags har været begrædeligt mange og særligt har det klemt om vores hjerter, når det har handlet om invitationerne til den hellige aften. Vi har næsten – men også kun næsten – vænnet os til at middagsselskaberne er formindsket; i antal og i deltagere, hvis ikke de helt er forsvundet. Og julefrokosterne, dem sprang vi også over i år, og mon ikke ganske mange flere planlægger at sidde hjemme og se 90-års-fødselsdag nytårsaften.

Men juleaften. Det har været så svært. For hvor mange måtte vi være og hvor trygt skulle det være og må vi overhovedet holde hinanden i hånden og gå rundt om juletræet. For ikke at tale om hvor mange smittekæder og bobler og fjerne slægtninge vi kunne kombinere netop dén aften. Og så er det samtalerne folder sig ud, som jeg skitserede. Med forsigtige invitationer og nænsomme afvisninger. Der er nogen vi ikke holder jul med i år. Der er nogen, der ikke har nogen at holde jul med. Også i år. Og glansen går lidt af det hele i en tid, hvor vi har allermest brug for julens varme og lys.

 

Hullet i vores indre er blevet større i år, længslen efter fylde og kærlighed og fællesskab er blevet tilsvarende større. De marginaliserede er blevet skubbet endnu længere ud – for børn må kun lege med børn, de i forvejen leger med. Men ingen leger med Søren, hverken i frikvarteret eller i weekenden. Og voksne må kun se ti mennesker og selvom vi ikke alle sammen har ti mennesker vi er tætte med, så er der alligevel for mange den dér ellevte, som vi så ikke længere ser. Eller de grupper, som man troede ville være ens nærmeste til at se, som så sagde nej til søndagskaffe ’for vi ser kun de nærmeste’ og dem var man så ikke én af. Det svider. At blive fravalgt. Det svider, at se sine kære stå ene, som det sorte får. Og det volder besvær at skære fra. ”Nej – der er ikke plads til dig. Vi er i forvejen for mange. Og vi skal jo også passe på Ella, som er særligt sårbar, ved du nok. Og nej, mundbind gør det ikke bedre. Vi må stadig kun være ti, så kan du ikke holde jul med nogen andre?” Men der var ikke andre. Der var os. Og det ’os’, som man troede var et fælles ’vi’, eroderede og faldt fra hinanden.

 

Vi har banket forsigtigt på hos hinanden; er der plads til mig? Skal vi ses? Kan vi finde en anden måde at være sammen på – udenfor med afstand? Nå, nej. Heller ikke. Og tilbage står man med et hjerte fuld af flænger og føler sig helt alene i den mørke vinternat. Så ene, som den fødende Maria og Josef, som trak æslet. De havde hinanden, bevares. Som hyrderne på marken havde hinanden og fårene og ilden, skulle ulven komme for tæt på. Og de gik fra hus til hus, de to, Maria og Josef, fra herberg til herberg og ingen åbnede døren for dem. Før til sidst en stille stald blev deres shelter. Og se, for den, der villigt sidder derhjemme til nytår og ser fjernsyn, der er det det tryggeste sted. Og for den, der ved at det er bedre at være 5 i det ene hus og 7 i det andet end 12 sammen, der er også det, den bedste løsning. Og for dem, der har aftalt at ringe sammen til jul, eller som har sendt flere hilsener og julekort end de plejer, og for dem som giver en ekstra gave til moster, som har besluttet at sidde hos bedstemor på plejehjemmet, der er også dét bedst. Båret af hjertevarme og af forstand. For vi er fælles om at holde afstand. Og vi må finde i vores hjerte at glædes over, at der var nogen, der sagde ’ikke i år – men meget gerne næste år!’. Vi må se, at tre mennesker i en stald, med en gumlende ko og et udmattet æsel, det var virkeligheden den aller første jul. Mere skulle der ikke til.

 

Julen er måske anderledes i år og familier skæres sært til. Vi ved det godt. Og samtidig ved vi, at vi mangler nogen om bordet hvert år. For nogen fejrer vi jul med hvert andet år, børnene er måske hos deres anden forælder, ligesom ældre børn er flyttet hjemmefra og måske holder jul for første gang med svigerfamilien. Hvert år undværer vi nogen, de indlagte, de udsendte, de mistede, men vi har dem alle med os. Vi bebor hinandens hjerter. Vi har alle sammen før haft sære jule. Vi mangler hvert eneste år nogen ved bordet og rundt om træet. Hver jul er sin egen tone og nogen husker vi med vemod andre med taknemmelighed. Det er julens kendemærke, at den som højtid gør sig erindr-bar. Vi kan skelne dem fra hinanden. Den første med vores elskede. Den sidste med vores far. Dem med de små børn og de første uden børn.

 

Vi erindrer de jule vi har delt og håber på dem vi får og husker taknemmeligt, hvor rigt livet har været og forhåbentlig vil blive, når et nyt år kommer. Og da formindskes hullet i vores indre, fordi længslen efter fylde og kærlighed og fællesskab viser sig at være opfyldt om så uden for dette nu, uden for denne jul. For julen transcenderer, overskrider, selv corona. Julen er meget større, fordi den har været der hvert evigt eneste år i hele vores liv. De følelser, den kærlighed og alt, hvad det bringer med sig, er uendelig meget større end begrænsningerne vi må tåle i år. Så på sin egen måde er julen - også i år - lige, som den skal være. Den er én i rækken, og det er på en gang sært og samtidig smukt. Derfor går det an, at vi glædes over julen og at vi ønsker hinanden en glædelig en af slagsen.

Så; kære alle sammen Glædelig jul.

 

Fadervor – lad os bede

Fadervor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Del dette: