Læs Rosas juleprædiken til jer

Her kan I læse Rosa Elisabeth Bechs juleprædiken

Prædiken

Vi siger, at julen er hjerternes fest. Vi siger: Julen er lysenes fest. Vi siger: Julen er... ja fyld selv ind. For julen rummer så uendelig meget, som har betydning for os hver især. En hellig tid, med sine faste indslag og ritualer, der helst ikke skal pilles for meget ved.

I år har vi alle været nødsaget til at overveje på ny, hvordan vi skal gribe julen an, fordi vi ikke kan gøre alt det vi plejer. Der er, så at sige, blevet klippet huller i glanspapiret, som vi så er overladt til selv at finde juleglæden i.

Men kan vi klippe for meget væk, så julen forsvinder? Julemarked med hele familien klip. Julefrokoster klip. Nisselege klip. Julesang klip. En tæt pakket kirke ved årets julegudstjeneste. Kan vi fjerne så meget, at det ikke længere føles som jul?

Det tror jeg ikke. For mens vi vandrer hvileløst rundt i praktiske beslutninger, så er der en ledestjerne, der viser os vej til noget større og mere. Den dirigerer os i takt med julens evige pulsslag. Der er noget andet, der fletter sig ind i alle bekymringerne og alt det praktiske. Alle vores overvejelser er jo netop tegn på, at der er noget, der er større og mere, end det vi plejer. Og følger vi ledestjernen tilbage til den første jul, så finder vi det også her. At intet var, som det plejer at være.

Stjernen lyser klart og leder os mod stalden i Betlehem, hvor vi møder en lille familie, der er rejst tværs gennem landet på deres lovgivers bud. Det er en fortælling om en fødsel, hvor intet er som det ideelt set burde være. Gravide kvinder skal ikke fragtes langvejs fra på ujævn vej og æselryg. Babyer skal ikke fødes i en stald og lægges til hvile dér, hvor dyrene spiser. Og familier skal være samlet til barselsbesøg og ikke have besøg af fremmede, om det så er hyrder fra marken eller storslåede vise mænd fra Østen af. Og så er det tilmed ganske usædvanligt på den tid, fortællingen foregår, at så meget postyr skabes omkring et lille barn. For børn var nederst i hierarkiet. Denne lille usædvanlig plet, som ledestjernen lyser ned på, er slet ikke så idyllisk, som det plejer at se ud i et almindeligt krybbespil, som vi kender det.

Men i genskinnet af stjernen finder vi, at der er noget, der har flettet sig ind i alt det uskønne. Vi finder noget mere og større. Vi finder i Marias hænder glæde og fremtidstro, som hun svøber det lille barn i. Vi finder i hyrdernes frygtfulde sitren efter mødet englene på marken, håb i de skridt, de tager mod stalden. Vi finder i de vise mænds gaver en kærlighed så stor, at den kun kan udtrykkes med det mest dyrebare, de kan komme på. I juleevangeliet finder vi i alt det og mere til. Vi ser, en glæde og en fred, som rækker længere, end vi troede muligt. Juleevangeliet er fortællingen om Gud, der kom mennesker i møde midt i kaos, afmagt og utryghed, og viste os, at vi kan finde det allerstørste i det allermindste. At vi kan finde det skønne i alt det uskønne.

Julen er julelys i den mørkeste måned. Den er varm gløgg og æbleskiver mens kulden tager til udenfor. Den er glæde over alt det vi har, men også sorg over dem, vi har mistet og som ikke sidder med rundtom bordet. Den er længsel og bristede drømme, og erindringer om gode og dårlige tider. Og allertydeligst ser vi julens kontraster i på den ene side meget glade og forventningsfulde børn og på den anden side de skuffede miner, der en gang imellem dukker på.

Julen bærer det hele i sig. Vi kan således også kalde den kontrasternes tid. For den rummer ikke bare alt det skønne, men også det, som er svært. Den rummer det hele, og det har den altid gjort. Men det er ikke de enkelte udklippede dele, vi står tilbage med i hænderne. For julen er som et julehjerte, hvori det hele flettes sammen til en smuk helhed. Som det himmelske og jordiske, det guddommelige og det menneskelige, der blev flettet sammen julenat, da Gud lod sin søn føde.

Dén første julenat rummer et enestående og indtagende glimt af noget evigt, som vi er en del af, når vi fejrer jul. Et glimt som griber bagud og frem i tiden. Bagud til dem før os, og fremad til dem, der kommer efter.

Det hele finder vi i julen. Og når vi i aften sidder rundt om bordet, så tror jeg også vi finder det hele der. Om det så er i de levende flammers skær eller i lyset af iPad’en.

Jeg tror vi ser, at håb er blevet født i modgang. At mørket ikke kan vinde over lyset. Vi ser mennesker, der på trods af modløshed, hanker op i sig selv og går videre og fremad som følger de en stjerne, der viser dem vej i mørket. Vi ser mennesker i frygt, som tror på, at der er håb forude. Vi ser glæde midt i afmagten. Vi ser løsninger, idéer og muligheder, der spirer frem i kærlighedens tjeneste. Jeg tror, det er det vi finder og ser, når vi kigger os omkring. Og når vi hver især sidder rundt om bordene i de små hjem, så finder vi helt sikkert også andet og mere.

Julenat kom Gud til jord og flettede Gud to halvdele sammen. Han flettede sin himmelske verden sammen med vores jordiske verden. Og det kom der et lille bankende hjerte ud af, som ikke holder op med at slå.

Rigtig glædelig jul til jer alle.

Del dette: