Læs Mortens juleprædiken til jer

Her kan I læse Morten Munchs juleprædiken

Juleaften 2020 - prædiken af Morten Munch

Jeg så en vittighedstegning for nylig af en person, der slog ud med hænderne og sagde: Jeg elsker juleand! Et par meter fra personen kom en and gående på stien. Den tænkte ved sig selv: Det er den slags kærlighedserklæringer, man ikke helt ved, hvad man skal mene om.

Mange har stærke kærlighedserklæringer knyttet til julen.

Nogen sværger til and. Andre til flæskesteg. Jeg vil ikke bede om en håndsoprækning, for vi skulle gerne have en fredelig jul.

En af de stærkeste kærlighedserklæringer til julen er formuleret af Peter Faber tilbage i 1848 i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Her siges det i sidste vers:

Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, rør blot ikke ved min gamle jul.

I år har corona-pandemien vendt op og ned på det meste af tilværelsen, selv julen er ikke gået fri.

Der er mennesker, vi ikke kan se og ikke kan favne. Der er traditioner, vi må undvære. Det er aflysningernes tid.

Men julens budskab om lys i mørke ikke er aflyst. I den forstand er der ikke rørt ved den gamle jul.

Lukas’ beretning om Jesu fødsel har lydt i 2000 år – så gammel kan man godt sige at julen er - men håbet knyttet til barnets fødsel er nyt og levende hver eneste dag.

Når vi ikke kan gøre, som vi plejer, får vi givet en mulighed for at se ind bag de ydre traditioner til det urørlige og uopgivelige, de symboliserer.

Ris a la manden skal helst smage, som den plejer, men det vigtigste er, at vi kan være sammen med dem, vi holder af.

Når vi går så højt op i julens traditioner, skyldes det næppe traditionerne i sig selv, men det de symboliserer:

Luk 2,1-14, s.1

Et sted at høre til, et fællesskab med tryghed, en historie der er vores, en genkendelig muld at plante sine rødder i.

I krisetider betyder julen noget særligt. Under 2. verdenskrig sparede man ved juletid med stor viljesanstrengelse rationeringsmærker sammen for at skaffe sig de ekstra ingredienser af mel, sukker og smør m.v., der kunne give julens samvær et særligt skær, i kontrast til den sparsommelige og frihedsindskrænkede hverdag.

Som en slags juleprotest mod det, der truer livets mening og glæde.

Nogle af dem, der tændte levende lys i vinduerne ved befrielsen den 4. maj 1945, har fortalt, at det for dem var som at tænde julelys uden for sæson. Mørklægningens tid var forbi.

Meteorologerne fortæller os, at vi i Danmark ser ud til at få den mørkeste december i mange år med kun 7 minutters sollys om dagen. Det afspejler, hvordan mange i denne tid føler det indeni.

Hver gang en åndelig mørklægning truer menneskesindene, har vi brug for at samles i juleprotest, tænde lys, sprede glæde, vise omsorg og omtanke for andre.

Jesu ord om, at han er verdens lys, handler ikke kun om, at han kan inspirere os til det gode og smitte os med næstekærlighed. Det udsiger, at han selv er håbets garant som Guds søn.

Han er det lys, som ingen og intet kan af-lyse. Ingen omskiftelser, ingen virus, intet i det dybe eller høje, i det nuværende eller kommende.

Det håb, han giver os, kan ikke mørklægges af noget i denne verden.

Kong Herodes forsøgte en mørklægning allerede ved Jesu fødsel gennem barnemordet i Bethlehem for at udrydde den nyfødte konge.

Den romerske statholder Pilatus gjorde forsøget igen 30 år senere, da han under pres fra de religiøse ledere dømte Jesus til døden.

Men da alt så ud til at være slut, var det først, at tingene rigtig begyndte.

Luk 2,1-14, s.2

På tredjedagen blev Jesus oprejst af graven, og med ham oprejstes og spredtes lyset og kærligheden som en global kraft.

Også i denne jul går julens glædelige budskab jorden rundt på alverdens sprog. Det, der lå i svøb julenat, viste sig at rumme en kraft, der uden sidestykke har sat sit præg på verdenssamfundet.

”Maria svøbte Jesusbarnet og lagde det i en krybbe”. Sådan gør vi med små nyfødte. De får et tæppe omkring sig for at varmes og værnes.

Når vi i overført mening taler om noget, der er i svøb, betyder det, at det er i sin begyndelse – det er småt og sårbart. Sådan kom Gud til verden. I svøb. Lagt i menneskehænder.

Gud kom i svøb for at sige til os, at han på hvis skuldre herredømmet ligger, ikke kommer med magt, men med fred og barmhjertighed.

Gud holdt ikke afstand; han holdt sig ikke til hellighedens afstandsregler. Han holdt sig ikke udenfor verden med dens kriser.

Han kom helt tæt på ved at blive som en af os. Det gjorde han for at være os nær i alt, hvad livet rummer – også i døden.

For det var ikke kun som barn, at Jesus blev svøbt (som udtryk for deltagelsen i den menneskelige sårbarhed).

Da Jesus blev taget ned fra korset, svøbte man ham i et liglagen og lagde ham i en grav. Sådan værnede man om hans livløse krop.

I julen fejrer vi, at Gud ikke stillede sig komfortabelt udenfor det menneskelige liv, men kom til os for at tænde lys i mørke og give os et håb, der er større end os selv.

Der er noget trodsigt over Peter Fabers tekst: Lad bare alt vende op og ned, rør blot ikke ved min gamle jul.

Vi har brug for, at der er noget, der står fast i en omskiftelig verden.

Må den urørlige del af julen røre ved os med budskabet om den kærlighed fra Gud, der rørte ved jorden julenat.

Glædelig jul!

Luk 2,1-14, s.3

 

Del dette: