Læs Rebeccas juleprædiken til jer

Her kan du læse Rebecca Rudds juleprædiken

 

Prædiken:  

 

”Det bliver jo jul igen” - sådan hørte jeg mig selv sige til en præst forleden, som var dybt fortvivlet over, at hun ikke kunne synge med sin menighed på selveste juleaften. 

Det bliver jo jul igen, - og det gør det jo også. Er der én ting vi med sikkerhed ved så er det, at det bliver jul igen. Det gør det for langt de fleste af os.  

 

52 juleaftner har jeg i hvert fald holdt, - fordelt over mine bedsteforældres, forældres, svigerforældres og egne hjem med familie, onkler, tanter, kusiner, ægtefæller, kærester og små børn, og jeg er da også blevet udsat for varierende traditioner omkring julesange, julemad og julegaver. Men aldrig har jeg holdt en jul som denne.  

 

Aldrig har jeg holdt en jul som denne, hvor det eneste, der er som det plejer nærmest er juleanden og risalamanden, (eller det håber jeg) - men i stedet for at fokusere på alt det der er anderledes i år, så kunne jeg jo også bare glæde mig over, at det i hele 52 år, har kunnet være nogenlunde det samme.  

 

Det har det kunnet, fordi jeg har været ualmindelig heldig. Jeg har været født i et århundrede, hvor der har været mulighed for at holde jul 52 år i træk uden nogen nævneværdig forstyrrelse.  

Ingen krige, der har betydet rationeringer eller mørklægninger, ingen katastrofer, der har lagt hus og hjem øde, ingen epidemier, der har truet sammenhængskraften eller splittet riget ad. Ingen større personlige tragedier, som har frataget mig juleaften og dens glæder.  

 

Og sådan har det sandsynligvis også været for flere af jer i varierende grad. 

 

Hvor heldige har vi lov at være?  

 

Og ikke nok med det, vi har al mulig grund til at tro, at det fortsætter sådan.  

Vi har al mulig grund til at tro, at det fortsætter sådan, for julen er nemlig ikke sådan at vælte omkuld.  

 

For løfter vi blikket fra vanerne og traditionerne og alt det som vi elsker og holder af, så er der en kerne ved julen, som faktisk har været uforstyrret i langt mere end de 52 år jeg har levet, ja faktisk i nær 2000 år, - eller hvor længe man nu har fejret Kristi fødsel.  

 

Fejret den uanset, hvor i verden man befandt sig og hvor i tiden.  

 

Og det er på mange måder fuldstændig fantastisk.  

At en begivenhed, der i sig selv er så ganske ubetydelig, – et lille barn, der fødes – har kunnet sætte sig igennem med så stor en kraft, at fejringen af det, betydningen af det, ikke har været til at udslette eller vælte omkuld i 2000 år.  

 

Og det har man ikke kunnet for det ganske særlige ved julen er, at vi hver især har den i eje.  

 

Vi er hverken afhængige af kirken, stormagasinet eller andre mennesker for at kunne fejre denne tilsyneladende helt ubetydelige begivenhed.  

 

Jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen her, - for det er dejligt, at I er her – at vi er her – og også dejligt, at der både er gaver under træet derhjemme og nogen at fejre dagen med for langt de fleste af os. Langt de fleste, men ikke alle.  

 

Ikke alle har kunnet komme herhen selvom de gerne ville, ikke alle har gaver under træet og ikke alle har nogen at fejre dagen med. Og det kan vi ikke alene give Covid-19 skylden for.  

 

Og nogen gange så kommer vi til at være så fokuseret på alle disse ydre tegn på fællesskabet i julen, - gavegivningen, fællessangen og selskabet – at julens egentlige årsag fortoner sig, - ja vi kommer populært sagt til at  smide barnet ud med badevandet. For kan det overhovedet blive jul uden kirken, kan det overhovedet blive jul uden gaver og uden fællesskabet?  

Hvis vi insisterer på, at det er sådan, så er julen da først for alvor i fare. Gør vi julefejringen afhængig af alle disse ydre tegn, så kommer vi til at overse det lille uanseelige barn i krybben, som er årsagen til al virakken.  

 

Og vi kommer til at overse det, at vi hver især har fået den i eje. At julen er vores, og at ingen kan tage den fra os.  

Den kom til os som en gave, der hverken var pakket ind i glittet papir eller andre omsvøb, kun det svøb som Maria lagde om ham, - det lille jesusbarn – og der blev ikke holdt en fest med masser af mad og mennesker – det foregik i den stille nat, i en lille stald. Helt uden alt det, man kunne tro der skulle til.  

 

Men ingenting er nødvendigt, for julen er bare en symbolsk fejring af noget som allerede er sket.  

 

Det lys vi tænder for hinanden i vinduer og juledekorationer, det er allerede tændt i en hel anden dimension, - i vore hjerter – og det kan ikke brænde ud.  

 

De hjerter vi fletter, de er én gang for alle flettet sammen i et holdbart bånd, der aldrig kan rives over, og de sange vi synger, de synger allerede i os, som tonen fra himlen, der aldrig forstummer.  

 

Det fællesskab vi ønsker os i julen, det er allerede etableret mellem alle døbte og skabte i Guds verden, - i sjæl og ånd – i troen og håbet – og med dette kan vi overkomme enhver forhindring – indre så vel som ydre – og finde hinandens hænder igen.  

 

Derfor kan vi ønske hinanden en uendelig Glædelig jul!  

 

 

Kirkebøn  

 

Kære Gud! 

 

Tak fordi du kom til os som et lille barn i nattens ro. Vi ved, at kun ét er fornødent, nemlig at du får bo ved troen i vore hjerter.  

 

Du kom til os for at vise os, at magten ikke er magt over noget, men magten til at være til – at give af sig selv og at tage imod – tro, tillid og kærlighed – som du blev menneske midt i blandt os, og tog vore bekymringer fra os.  

 

Lad den sande betydning af din komme, fylde julens fejring, - i det små og i det store. Lad os være nærværende i sjæl og ånd, og lad os se hinanden i dit lys.  

 

Vær hos os, når vi mister modet, når vi forvirres af al verdens virak og når vi ængstes over fremtiden. For det gør vi. Tilgiv os vor mismod.  

 

Vær hos enhver, der føler sig ensom, enhver, som ikke kan høre tonen fra himlen og se lyset i verden. Du er kommet til os for at holde håbet oppe.  

 

Hør os når vi nu i fællesskab beder fadervor:  

 

Del dette: